Unge talenter vinder DM i Skills med stærk opfordring til andre unge
Tilbage
Andreas Lindstrøm og Thomas Froulund viste lørdag vejen for fremtidens tekniske isolatører
Andreas Lindstrøm fra Grenaa Isolering i Odense og Thomas Froulund fra Persolit i Rødovre har vundet DM i Skills i Hjørring og kan nu kalde sig Danmarks bedste lærlinge inden for teknisk isolering. Begge talenter leverede imponerende præstationer i en konkurrence, hvor præcision, planlægning og overblik var afgørende.
Andreas Lindstrøm, som har været med til at sætte fokus på teknisk isolering, beskriver sejren som en stor oplevelse, der ikke helt gik op for ham med det samme.
- Det betyder meget at vinde på det niveau. Man ved, at man er oppe imod de bedste, så det kræver, at man rammer rigtigt hele vejen. Jeg er glad for, at det lykkedes, siger Andreas og tilføjer:
- Jeg havde ikke rigtig set sejren komme. Det tog lige nogle sekunder, før det gik op for mig.
Andreas indrømmer, at han under konkurrencen tvivlede på resultatet, da niveauet var så højt.
- Jeg var i tvivl hele tiden. Niveauet var virkelig højt, og jeg kunne ikke selv pege på en vinder. Jeg er glad for, at det blev os, men det kunne lige så godt have været et andet hold, siger han.
Man skal holde hovedet koldt
Thomas Froulund fra Persolit i Rødovre, indrømmer, at han ikke troede på sejren i starten.
- Det er ret vildt. Niveauet var højt, og der var ikke plads til særlig mange uheld. Det handler om at holde hovedet koldt hele vejen og stole på det, man kan. Det var en kæmpe overraskelse, fordi det var en virkelig tæt kamp, fortæller han.
Et afgørende fag for fremtiden
Begge vindere understreger vigtigheden af teknisk isolering som fag. Teknisk isolering er en central del af både byggeri og industri, hvor korrekt udført arbejde er afgørende for energieffektivitet, driftssikkerhed og brandsikkerhed. Alligevel er det et fag, der ofte er ukendt for mange unge.
- Jeg valgte faget, fordi jeg gerne ville arbejde mere praktisk, og fordi det er et fag, hvor man hele tiden bliver udfordret, siger Andreas Lindstrøm og Thomas Froulund supplerer:
- Jeg kan godt lide, at man selv har ansvar for sit arbejde, og at man skal tænke sig om undervejs. Det er ikke bare rutine, man skal hele tiden træffe de rigtige valg.
En nødvendig indsats for fremtiden
Andreas og Thomas’ sejre er et stærkt signal om, at teknisk isolering er et fag, hvor unge kan udvikle sig og få ansvar. Begge vindere håber, at deres præstationer vil inspirere flere unge til at vælge faget og vise, at det rummer store karrieremuligheder.
- Vi har brug for flere unge, der vælger teknisk isolering, og DM i Skills er med til at synliggøre, at det her er et fag med høj faglighed og reelle karrieremuligheder, siger Marc Roolfs, formand for DIBs bestyrelse.