Nyt system speeder brandsikring af cirkulære ventilationskanaler op
Tilbage
I Albertslund er en gennemgribende boligrenovering blevet testplads for en ny måde at brandsikre ventilationskanaler på. Isoleringsentreprenøren Isopartner løste den omfattende brandisoleringsopgave med et nyt isoleringsprodukt fra Paroc uden trådvæv, som er både hurtigere og væsentligt nemmere at arbejde med.
Boligforeningen Toften i Albertslund har fået en ny beboer. Fra loftet og ned gennem etagerne på de seks boligblokke løber nye ventilationskanaler, som skal sikre et godt indeklima i de 99 lejligheder. Alt indvendigt er revet ud og genopbygget i lejlighederne, som har fået nye installationer. Intet er overladt til tilfældighederne. Heller ikke brandisoleringen af ventilationskanalerne.
Isoleringsentreprenøren Isopartner har stået for brandisoleringsopgaven, som samtidig gav anledning til at prøve noget nyt. For første gang arbejdede montørerne med Paroc Vect Mat, som er et nyt 3-i-1-system til brandsikring af cirkulære ventilationskanaler uden det trådvæv, der i årevis har været en fast del af brandisoleringsarbejdet.
Farvel til trådvævet
”Arbejdet med at brandisolere cirkulære ventilationskanaler kræver både styrke og præcision. De stive isoleringsmåtter med trådvæv skal rulles ud, måles op, klippes til og samles. Det er en slidsom rutine, mange montører kender indgående. Derfor var det lidt af en øjenåbner at få Paroc Vect Mat i hænderne,” fortæller Tim Birk, der ejer Isopartner og selv var med som montør på Toften.
Normalt bliver isoleringsmåtterne klippet med enten vinkelsliber eller hæksaks. Selv med handsker risikerer montørerne imidlertid at flå hænderne på trådvævet.
”Det oplevede vi slet ikke her. Det nye brandisoleringsmateriale er blødt og fleksibelt. Det kan skæres med en almindelig isoleringskniv og samlingerne fastgøres med tape og tråd i stedet for at blive niftet. Det er en helt anden måde at arbejde på,” siger Tim Birk.
Hurtigere montering og mindre fysisk belastning
PAROC Vect Mat er opbygget som en etlagsløsning, hvor brandisolering, kondensbeskyttelse og varmeisolering er samlet i ét materiale. Det betyder, at montørerne ikke kun slipper for trådvævet, men også kan springe en arbejdsgang over.
”I de traditionelle isoleringsprodukter er trådvævet syet fast og perforerer isoleringen. Derfor kræver det ofte et ekstra lag udenpå. Her er alufolien helt tæt, så vi kan isolere for brand, kondens og varme på én gang. Det reducerer både arbejdstiden og kompleksiteten og betyder færre løft og mindre fysisk belastning for den enkelte montør,” forklarer Tim Birk og fortæller, at montørerne er meget begejstrede for det nye produkt.
”De bliver ikke overbelastet i hænderne og kan arbejde hurtigere. Faktisk hurtigere, end Paroc selv har testet sig frem til.”
En hjælpende hånd til montørerne
Paroc Vect Mat forhandles af Øland, som har en tæt dialog med montørerne om de udfordringer, de støder på i hverdagen.
”Teknisk brandisolering er et krævende arbejdsområde. Ud over at skulle leve op til dokumenterede standarder, skal montørerne arbejde hurtigt, ofte i trange rum, hvor mange fag er i gang samtidig. Særligt de cirkulærer kanalsystemer kan være tidskrævende, hvis isoleringen kræver flere lag og ekstra bearbejdning. Hvis der samtidig er kondensrisiko, skal det håndteres i en separat arbejdsgang. Alt, hvad der kan gøre arbejdet lettere og hurtigere, har derfor betydning. Af den grund er vi meget glade for at kunne tilbyde en ny løsning, der adresserer nogle af de helt centrale udfordringer i montørernes hverdag” siger Niels Thrane, salgschef for teknisk isolering i Øland.
Sikkert og pænt
I moderne byggeri fylder installationerne mere og bliver i stigende grad synlige. Det øger også kravene til det visuelle udtryk. Den matsorte BlackCoat-overflade på Paroc Vect Mat fungerer ikke kun som dampresistent barriere mod kondens, men giver også et mere ensartet og roligt udtryk sammenlignet med de traditionelle flerlagssystemer.
”Vi arbejder løbende med at tilpasse vores løsninger til både regelsæt og arbejdsforhold. Installationerne bliver mere komplekse, og kravene til tempo, kvalitet og udtryk stiger. Derfor har vi udviklet en løsning, der er lettere at håndtere uden at gå på kompromis med brandsikkerheden,” siger Account Manager i Paroc, Marianne Bossen.
Hun understreger samtidig, at korrekt udførelse er afgørende i Danmark, hvor dokumentationskravene er høje.
”Teknisk brandisolering er ikke noget, man bare sætter op. Alt skal dokumenteres og installeres efter producentens anvisninger. Her spiller Øland en central rolle med deres produktkendskab og tekniske rådgivning, så løsningerne bliver udført korrekt i praksis,” siger Marianne Bossen.
Fremtidens brandsikring
For Isopartner stopper erfaringerne fra Toften ikke ved det ene projekt. Paroc Vect Mat er allerede taget i brug på en ny opgave, og Tim Birk og hans team forventer at fortsætte.
”Det er helt sikkert en løsning, vi vil bruge fremover, hvor det er muligt. Det er nemmere for vores folk at arbejde med, og bygherren får en brandsikker løsning, der også ser ordentlig ud,” siger Tim Birk.
